Sådan er det at bo på landet!
H. C. Andersen skrev "Der var så dejligt ude på landet", og det er vi heldigvis en del der stadig synes. Der er ikke noget så befriende som at komme hjem efter en hektisk arbejdsdag og nyde luften, lydene og bevidstheden om, at man kan slappe fuldstændig af.
Hvis man har lyst kan man smide alt tøjet, gå ud i haven splitter-hans-jørgen og drikke en kop kaffe i fred og ro. Der kommer ikke tit nogen forbi uden forudgående aftale - og gør der det alligevel, accepterer man, at der måske ikke lige er ryddet og pænt i forhaven, at vasketøjet måske ikke er lagt sammen og vi måske er i gang med et eller andet projekt og derfor er i arbejdstøjet. Vi holder gerne en pause og byder på en kop kaffe eller en øl, men der bliver ofte serveret på køkkenbordet, ved trillebøren eller malerbænken og vi skifter ikke tøj eller stopper det projekt vi var i gang med.
2 års ombygningsarbejdet har lært mig at sætte pris på, at nogen kigger forbi engang i mellem. Det giver nogle hyggelige afbræk og en dejlig anledning til at fortælle, hvor langt man nu er kommet. Det koster godt nok nogle øl, men det er også rart og vedkommende og det luner fantastiskt at mærke, at selv om man næsten har meldt sig ud af omgangskredsen, er der stadig nogen der interesserer sig for, hvordan det går.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar